”Du lever” er skrevet af Harlan Coben. Udgivet af Gads Forlag i august 2023.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: David og Cheryl Burroughs lever deres drømmeliv. De er gift, bor i et smukt hus i forstæderne og har en treårig søn, Matthew.
En nat vågner David og opdager, at han er dækket af blod, men ikke sit eget – sin søns. Selvom han ved, at han ikke slog sin søn ihjel, sætter de overvældende beviser mod ham David bag tremmer på livstid.
Fem år inde i sin afsoning modtager han et fotografi – og drengen i baggrunden virker bekendt. David er klar over, at det ikke kan være sandt, men samtidig ved han, at drengen på fotografiet er Matthew. Hans søn er stadig i live.
David planlægger en nervepirrende flugt fra fængslet, fast besluttet på at gøre, hvad der synes umuligt: at redde sin søn, rense sit eget navn og afdække sandheden om, hvad der egentlig skete den forfærdelige nat.

Noget af det allerværste der kan ske, må være at vågne op, og ikke ane hvad der er sket. Blod, et dødt barn og et kæmpe hul i hukommelsen. Sådan finder bogens hovedperson sig selv. Herefter følger en hæsblæsende jagt på at finde sandheden, den rette sandhed – hvis den findes?
Wauw siger jeg bare, det er ikke uden grund at Harlan Cobens bøger er trykt i over 80 millioner eksemplarer, verden over. For her er en forfatter der forstår at fastholde læseren. Jeg heppede virkelig på David, men var også i tvivl om han kunne nå sit mål, om der overhovedet var et mål? Der er hele tiden små hints der leger med spørgsmålet: hvad nu hvis, og hvad nu hvis ikke. Man behøver ikke læse mange linjer før man er helt fanget af historien, og ikke slipper bogen før sidste side er vendt. Indrømmet, det er min første bog af forfatteren, men absolut ikke den sidste.
Bogen får 5 (af 6) lakridspiber
Se mere her:
ISBN: 978-87-12-07269-0
Forlag: Gads Forlag
Forfatter: Harlan Coben
Titel: Du lever
Sidetal: 318

