”Satans datter” er skrevet af Walther Rebernik. Udgivet af Gyldendal i maj 2023.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: Da en berygtet, iskold menneskesmugler, der går under navnet ”Hollænderen”, brutalt bliver skudt ned foran Københavns Byret, hvirvles forsvarsadvokaten Jan Rose ind i sit livs drama, kun fordi han befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Det er længe gået ned ad bakke for Jan Rose, men det skal vise sig, at det kan blive meget værre. Da han vågner op i en beskidt, sort varevogn, stirrer han ind i et par forunderligt blå øjne, der tilhører en internationalt eftersøgt terrorist.
Jan Rose må ryste selvmedlidenhedens tømmermænd af sig og kæmpe med alt, hvad han har for at overleve.
”Satans datter” er første bind i en planlagt trilogi om forsvarsadvokaten Jan Rose. Walther Rebernik har tidligere udgivet bøgerne ”Jæger”, ”Offer” og ”Vidne” som var bøger tætpakket med action, ”Satans datter” er i samme boldgade, der er kun en vej, og det er fremad.
Bogen har det vildeste plot som jeg ikke gennemskuede, og det elsker en kriminørd. Spændingskurven starter med at stige, og fortsætter den stejle kurve hele bogen igennem, der er virkelig fart på, og det er noget af en bedrift over så mange sider. Det kan også være en lille svaghed, da man ikke rigtigt når at trække vejret undervejs.
Jan Rose er på sit livs deroute, han drikker for meget, får for meget mel til næsen og ligner noget katten har slæbt ind og ud flere gange – det er i hvert fald det billede der kommer i mit hoved. Og uheldig som han er, hvirvles han ind i noget af et drama. Man skal holde tungen helt lige i munden, for der er mange tråde og flere begivenheder der flettes sammen. Det er terror, menneskesmugling, korrupte betjente, en helt vild hacker, våben i massevis, og venskaber i skøn sammenblanding. Sproget er kækt på den fede måde, kapitlerne er helt korte og man føler man er med i den vildeste actionfilm. Læs selv og mærk suset når rutchebanen brager derudaf. En ting er dog sikkert; Efter end læsning, er en enhjørning ikke bare en pæn hest med en pind i panden…
Bogen får 5 (af 6) lakridspiber
Se mere her:
ISBN: 978-87-02-34274-1
Forlag: Gyldendal
Forfatter: Walther Rebernik
Titel: Satans datter
Sidetal: 488