”Uforløst” er skrevet af Lone Theils. Udgivet af Mofibo som lyd og e-bog den 24 oktober og som papirbog af People´s den 24. oktober.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: Dybt inde i en skov i det nordlige Norge finder politiet en forladt rygsæk med fire pas, der viser sig at tilhøre en familie fra Vestjylland. Politiassistent Signe Brask bliver sat på sagen og finder hurtigt ud af, at familien med de to døtre har været del af en religiøs menighed, som de imidlertid har brudt med. Og nu lader det til, at familien er forsvundet.
I sit forsøg på at finde ud af, hvad der er sket med familien, bliver Signe mødt af et miljø, der holder tand for tunge, men pludselig bliver sagen langt mere personlig og farlig, end hun kunne have forestillet sig. For da Signe, stik imod alle ordrer, rejser til Norge for at følge sagen til dørs, handler det ikke kun om at opklare et smerteligt mysterium om en forsvunden familie.
Signe flygter samtidig fra en stadig mere hævngerrig chef og et forhold, der er ved at knække under presset af de hemmeligheder, Signe holder på. Men ingen, heller ikke Signe, kan flygte fra fortiden.
“Uforløst” er tredje bind i serien om Signe Brask. De to foregående hedder “Savnet” og “Undergravet”. Serien har den overordnede titel Hjemvendt, hvilket kan referere til, både, at Signe Brask vender tilbage til sin hjemegn, og at Lone Theils skriver med sin barndomsegn som kulisse.
Da vi forlod Signe Brask i “Undergravet” var der mange sløjfer som manglede at blive bundet. Om de alle bindes, er svært at svare på, uden at komme til at spoile. Men lad os bare slå fast, at Signe kommer i strid modvind, både arbejdsmæssigt og på den private front.
Jeg syntes, det er en helt utrolig fantastisk serie, med en dybde og snigende uhygge, der både giver stof til eftertanke og med problemstillinger man sagtens kan relatere til.
I Vestjylland bruger man ikke så mange ord, jeg er faktisk også lidt tom for ord, men bøjer mig dybt i støvet over Lones dygtighed til at sammensætte et plot der holder hele vejen og skabe nogle personer der kunne være naboen, men alligevel så meget mere spændende end i alt fald min nabo… Der er en underspillet snigende uhygge der smyger sig mellem siderne, her er ikke blod og kamp, men mere spørgsmålet: Hvad nu hvis? Det gør nogle gange tingene lidt mere uhyggeligt, og i denne bog, i denne serie, virker det perfekt.
Selv om vi ligger højt på lakridspibe-skalaen, kommer vi ikke helt i top. Dels fordi jeg er overbevist om, at hvis ens chef er så stort et røvhul og har forulempet en så groft, bliver man ikke på arbejdspladsen, uanset for stædig man er. Men ser vi bort fra den detalje, er der ingen vej uden om at det er en fed serie, fyldt med dyster, tilbageholdt vestjysk uhygge. Nogle vil måske syntes der ikke er tempo nok, men husk at vi er i vestjylland, det afspejler sig i båder personerne og i handlingen.
Om der kommer mere om Signe Brask, er jeg ikke helt sikker på, men man kan da håbe. Oprindeligt er serien planlagt som de tre bøger der er udgivet. Men, der står jo altid et lille vindue åbent…
Bogen får 5 (af 6) lakridspiber
Se mere her:
ISBN: 978-87-7593-127-9
Forlag: Mofibo og People´s
Forfatter: Lone Theils
Titel: Uforløst
Sidetal: 361, og lydbogen tager 9t + 38min hvis du lytter på 1,0