Terminalen

”Terminalen” er skrevet af Michael Katz Krefeld. Udgivet af Politikens Forlag den 6. oktober 2023.

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.

Fra bogens bagside: En forårsdag bliver Ravns bedste venner Eduardo og Belindas lille søn bortført af en psykisk syg kvinde, men heldigvis finder de hurtigt drengen i live, og kvinden bliver anholdt. Ved et tilfælde lander sagen på det advokatkontor, hvor Ravn er blevet hyret som efterforsker, og modvillig får han til opgave at assistere i forsvaret af kvinden. Affæren tager dog en uventet drejning, da det under varetægtsfængslingen viser sig, at hun har været udsat for bestialske eksperimenter, der har skadet hendes hjerne, og at hun måske faktisk er uskyldig. Langsomt får Ravn viklet sig dybere og dybere ind i sagen, der fører ham tilbage til et af psykiatriens mørkeste kapitler, men også på sporet af en skruppelløs organisation, der ikke skyr nogen midler for at bevare hemmeligheden om deres projekt og ikke mindst om… Terminalen.

“Terminalen” er ottende bind I serien om Thomas Ravnsholt, kaldet Ravn. Alle bind er selvstændig afsluttede historier, men jeg anbefaler at læse dem i rækkefølge, for at se det store billede.

De foregående hedder; “Afsporet”, “Savnet”, “Sekten”, “Dybet”, “Pagten”, “Skytsengel” og “Imperiet”.

Handlingen i “Terminalen” er uhyggeligt, virkelig grimt og grumt. Kvinden Gitte, som bortførte Belinda og Eduardos søn, har været udsat for noget, man umiddelbart forbinder med et galt menneskes værk. Det er så helt sindssygt og vildt at læse om, fordi min hjerne ikke kunne lade være med at tænke: Hvad nu hvis? Og beskrevet så levende og filmisk som Michael KK er fantastisk dygtig til. Jeg elsker den slags grumhed, og elsker når man kan mærke en bog i hele kroppen.

Det er en helt vild historie og virkelig godt fundet på – mange lakridspiber for handlingen – faktisk flere end jeg har…

Men, for desværre kommer der et men, når man nærmer sig slutningen, og bare rolig, jeg spoiler intet, så syntes jeg det bliver lidt for brat afsluttet, der mangler ligesom 20 siders forklaring, og det er virkelig synd, og får hele den fede historie til at fremstå dårligere, desværre.

Jeg har diskuteret slutningen med flere andre bloggere, og der er flere teorier i spil. Måske er det meningen man skal undre sig? Måske kommer der mere? Jeg aner det ikke, men håber at kunne få en forklaring – engang.

Man kan ikke sige Ravn, uden også at sige Møffe. Møffe er skøn og jeg elsker det rod, vovse skaber på det fine advokatkontor. Men måske er det også på tide at Møffe får fred, hunden er gammel og træt. Man bliver sikkert ikke populær ved at sige det, men for at Møffe skal kunne bevare sin værdighed, er det nok ved at være slut. Lad ham komme herfra med et kæmpe brag…

At læse en Ravn bog, er lidt som at komme hjem. Man bliver, med det samme, suget ind i handlingen og glædes over at gense de kendte steder på Christianshavn. Det mix af hygge og massiv uhygge, fungere super godt, og man sprinter igennem siderne for mere… Og man har det godt (når du har læst bogen, vil du forstå)

Bogen får 5 (af 6) lakridspiber

Se mere her:

ISBN: 978-87-400-8405-4

Forlag: Politikens Forlag

Forfatter: Michael Katz Krefeld

Titel: Terminalen

Sidetal: 404

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *