”Lysets engel” er skrevet af Jakob Melander. Udgivet af People´s og Mofibo den 15. juni 2023.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: Sigga Freitag er på flugt fra sin gamle fjende, seriemorderen Alef, og politiassistent Christian Porsing er taget til Berlin for at hjælpe hende. Kontakten til Sigga er sporadisk, og Christian frygter for hendes liv og mentale helbred.
I håb om at finde spor, der kan stoppe Alef, opsøger Christian gerningsstedet for det seneste drab. Der er mentale spor overalt, alligevel vil Siggas tidligere kolleger ikke lytte til ham. Men da et galleri i Berlins centrum annoncerer en udstilling af værker, der tilsyneladende baserer sig på gerningsstedsfotografier fra nogle af Siggas tidligere sager, eksploderer sagen i de tyske medier.
Modarbejdet af pressen, Siggas tidligere kollegaer og feministiske demonstranter må Christian sammen med kriminalkommissær Orhan Dügu tilbage til en glemt tragedie i halvfjerdsernes Bayern for at finde et muligt svar på gåden. Hvem er Alef, og kan Christian og Orhan nå at standse ham.

”Lysets engel” er tredje bind i serien om Sigga Freitag og Christian Porsing. De foregående hedder ”Jer er Sarons rose” og ”Station Z”. Jeg mener bøgerne skal ses som et samlet værk og anbefaler derfor at de læses i rækkefølge.
Serien er en Mofibo Original og var oprindelig planlagt som en trilogi, derfor hænger de tre bøger tæt sammen og man vil miste overblikket hvis man ikke læser i rækkefølge. Men, heldigvis, for os der er helt pjattet med serien, har Jakob Melander flere Sigga Freitag historier i ærmet, og trilogien bliver et værk på fire bøger – foreløbig.
Da jeg læste ”Jeg er Sarons rose” bind nummer et, var jeg helt solgt. Jeg syntes det var så eminent genialt fundet på. Jeg ved der er læsere som er både for og imod, læsere der, som jeg, elsker bøgerne, og folk der syntes, det med de mentale spor er mærkeligt. Men hvad nu hvis? Jeg vil anbefale at læse med et åbent sind, og bare være i universet. Der kan være mere mellem himmel og jord, jeg syntes faktisk aldrig det bliver så mærkeligt, at jeg syntes det tager overhånd.
”Lysets engel” binder en fin sløjfe på de tre bøger, jeg var super godt underholdt og mener disse bøger er i en liga for sig. En vild serie der er helt sin egen… Der er spænding, mystik, seriemord og plottwist undervejs der overrasker og viser at Jakob Melander er en forfatter, der går helt sine egne veje og er i stand til at overraske big time. Hvis der skal være et lille men, må det være at der bliver spist igennem af de tunge tyske rettet. Men måske passer det alligevel, da Christian Porsing har en ting med mad – det er hans ”stof”.
Så er du til seriemord, et plot der ikke lader sig gætte, mystik, tysk grundighed, politiarbejde og overraskelser, så er denne serie lige noget for dig. Lad dig ikke skræmme af de mentale spor – det er en fed ting og efter lidt læsning, bliver det naturligt Sigga og Christians ting.
Bogen får 6 (af 6) lakridspiber
Se mere her:
ISBN: 978-87 -7593-131-6
Forlag: Mofibo og People´s
Forfatter: Jakob Melander
Titel: Lysets engel
Sidetal: 457, lyttetid hvis man lytter på hastighed 1.0 er 12 t og 25 min. Lydbogen er indlæst af Martin Greis-Rosenthal