”Sår” er skrevet af Sara Blædel og Mads Peder Nordbo. Udgivet af Politikens Forlag den 12. juni 2023.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: Politidirektør Margrethe Dybbøls teenagedatter, Zenia, er forsvundet. Zenia har før været væk hjemmefra i dagevis for at være sammen med sine venner, men da en verserende sag om en anden forsvundet ung kvinde går ind i sin tredje uge, begynder Dybbøl at blive nervøs. Er der risiko for, at de to forsvindingssager hænger sammen?
Samtidig kaldes vicepolitiinspektør Liam Stark ud til efterforskningen af et lig, som er fundet med tydelige lågeformede sår skåret ind i huden. Dea Torp prøver at holde et par fridage med sin nye kæreste, men må til sin ærgrelse afbryde dem, da der er brug for hendes hjælp til opklaringen.
Da Dea og Liam bringes på sporet af kunstneren Monika Le Fevre, der er kendt for at skære lignende, sår i levende dyr som en del af sin politiske kunst, bliver det tydeligt, at hun kan have forbindelse til både liget og Dybbøls forsvundne datter.
Efterhånden står det klart for Dybbøl, at hun ikke kender sin datter så godt, som hun troede, og optrevlingen af Zenias adfærd giver hende bange anelser …
“Sår” er andet bind i serien om Dea Torp og Liam Stark. Første bind hedder “Opløst” Bøgerne er selvstændig afsluttede historier, men jeg vil anbefale at man læser i rækkefølge, for at have styr på baggrundshistorien.
Jeg sagde det da ”Opløst” blev udgivet, men siger det gerne igen. Det her samarbejde mellem Sara Blædel og Mads Peder Nordbo er et match made in heaven. De formår at bringe det bedste frem fra hinandens evner og forener det i uhygge blandet med virkelig vigtige emner.
”Huden skinnede blåligt og blegt i det kolde lys fra de store lamper. Brystet var skåret op og lukket igen. Men det var ikke det, der fangede Liams blik. Det gjorde de mange ar på overkroppen til gengæld. De var ikke lige store og ikke identiske. Det lignede lågerne i en julekalender, der var skåret i huden.” citat ”Sår”
Titlen er “Sår” og sår er en del af temaet, både de sår man kan påføre et menneske med et redskab, men især de sår ingen ser, de sår man får på sjælen efter en traumatisk oplevelse. Da jeg var barn, kunne man blive mobbet i skolen men når man kom hjem, var man fri, hjemmet var ens helle. Men sådan er det ikke i dag. Man er altid online, og med hensyn til digital mobning, har man aldrig fred, der er ikke helle noget som helst sted. Det må være helvede på jord. Mobning online er et vigtigt tema og noget vi alle har et ansvar overfor. Jeg syntes det er så fint, at den litteratur vi hygger os med, også lader os tænke og reflektere. For selv om krimier er underholdning, kan denne genre også give et par vink med en vognstang og huske os på at se hinanden. Og temaet ”sår” ses også i hovedpersonernes liv. Liam er splittet fra sin familie og bor på drengeværelset hos forældrene, hvilket er et skridt tilbage. Dea har fundet en ny kæreste der er en del yngre end hende, det er ikke altid velanset. Begge dele kan give skrammer i sindet og går fint i spænd med hele temaet ”Sår”
At bogen, udover at indeholde temaer der rammer dybt i hjertet, indeholder uhyggelige scener med ret så klamme detaljer, er kun et plus – seriemord og brutale detaljer, så er jeg helt med. Jeg ville dog ønske at der var 100 sider mere, bare for at trække spændingen endnu mere og give et ekstra spark til den psykologiske uhygge. Jeg håber, vi får lov til at læse mere fra de to, for Fyn er ikke færdig med at levere grumheder.
Bogen får 5 (af 6) lakridspiber
Se mere her:
ISBN: 978-87-400-7048-4
Forlag: Politikens Forlag
Forfattere: Sara Blædel og Mads Peder Nordbo
Titel: Sår
Sidetal: 326



