”Af jord er du kommet” er skrevet af Tommy Thorsteinsson. Udgivet af Superlux den 20. marts 2023.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: Jessica Winther er netop hjemvendt fra en klimakonference i Washington og et møde med USA’s præsident Jim Brown. I bagagen ligger et af de tilbud, man ikke kan sige nej til. Danmark rammes af en ny bestialsk drabssag.
Hos en biavler findes liget af Anker Husted. På overfladen en succesfuld iværksætter, men da Melea Andersen fra Taskforce Drab borer i fortiden, tegner der sig et mere dystert billede af Husted.
Klimaminister Lasse Vang når at give Jessica et smigrende tilbud, inden han forsvinder sporløst. Pressen modtager et spor, der sender chokbølger gennem landet. Vang udsættes for en stigende varme, ganske som kloden. Lykkes det politiet at finde ham, før det er for sent? Endnu engang spøger hashtagget Klimakrigeren, og Jessicas fortid danner cirkler i overfladen.
“Af jord er du kommet” er anden del i serien om klimaforskeren Jessica Winther. Første del hedder “De døde hvisker i vinden”
Jessica Winther kæmper stadig klodens kamp, en kamp der er op ad bakke, men hun får et tilbud der er svært at sige nej til, og som kan åbne alle døre, både for hendes egen karriere og for organisationen New Tomorrow.
I mens hun arbejder på at vende skuden, sker der et brutalt og bestialsk mord i Snejbjerg, en lille by, lidt uden for Herning. Det bliver en opgave for Melea Anderssen og hendes nye makker Kristin Beach der har en fortid i CIA.
En bestemt ting omkring dette drab, leder Jessica og Meleas veje sammen, og det bliver en kamp mod tiden, for en morder er løs.
Klimaet fylder meget i denne krimi, måske også for meget til min smag. Jeg syntes altid det er fint at oplyse, og jeg elsker når der bliver nørdet med detaljer, men der er en balance mellem oplysning på grund af handlingen, og alt for meget information, man ikke skal bruge til at løse plottet.
Og her blev informationen for meget til min smag.
Noget der til gengæld er rigtig fedt, er drabsmetoderne. Tommy Thorsteinsson forstår virkelig at slå folk ihjel. Det har han vist i alle sine bøger, og mordene i “Af jord er du kommet” går under betegnelsen Helt Sindssyge. Han går til grænsen, og langt hen over, det er fedt, fascinerende og fuldstændig klamt.
De to bærende figurer Jessica Winther og Melea Andersen, havde i første bind “De døde hvisker i vinden” begge nogle ting, som gjorde dem specielle og gjorde at de ikke var som andre hovedpersoner. Men der er skruet gevaldigt ned for de mørke sider af deres personligheder i dette bind, og det syntes jeg er synd, da de derved mister det, som gjorde dem unikke, og som gav historien noget ekstra. Jeg håber de vender tilbage for fuld skrue, da de blev en anelse som alle de andre, uden deres mørke side.
Bogen får 4 (af 6) lakridspiber
Se mere her:
Forlag: Superlux
ISBN: 9788775671113
Forfatter: Tommy Thorsteinsson
Titel: Af jord er du kommet
Sidetal: 326