Hoff-Serien = ”Døden på havet”, ”Døden i dyndet”, ”Døden på præstegården”, ”Døden i kisten” og ”Døden i Skagen” er skrevet af David Garmark, Stephan Garmark, Morten Remar og Tommy Thorsteinsson. Udgivet af Superlux den 14. november.
Bøgerne kan lyttes på Mofibo. ”Døden på havet” kan ses og lyttes på forfatternes facebookside KLIK HER. Det hele startede som en facebook krimi i ni afsnit, lidt adspredelse for folk, da vi alle var ved at blive vanvittige, af at være Corona isolerede. Det er forfatterne selv, der læser op på facebook, det er super hyggeligt.
Hyggelige krimier, med tyk streg på hyggelig.
Serien om Hoff og Jørgen er små krimi-noveller, hvor historien er lige ud af landevejen. Nogen dør, Hoff og Jørgen ankommer, samler spor og taler med folk, trådene redes ud og en evt forbrydelse afsløres. Her er ikke så mange krinkelkroge og svinkeærinder.
Det er simple krimigåder, uden de helt store opklaringseventyr. Der er ikke et kompliceret plot og ej heller historier i flere spor. Vi følger drabsefterforskerne Dirk Hoffmeyer – kaldet Hoff og hans makker Jørgen Olsen og hvordan de finder frem til sandheden. Bøgerne bliver lidt for korte og simple til min smag, jeg kan godt lide kringlede plots og vanskelige gåder. Men hvis man ved at det er krimi, lige ud af landevejen, er det helt ok, med et lille skud Hoff og Jørgen under bilturen, mens man støvsuger eller bare slapper den i sofaen.
Det kan godt være at historierne er korte, men i de få sider, er der skrevet både alvorlige dilemmaer og en god portion humor ind. Når noget ser mistænksomt ud, er der tit en grund til at nogen er død, og de forskellige dilemmaer i de fem bøger virker helt troværdige. Hoff og Jørgen er et par hyggelige mænd, Hoff elsker sin have og sin kone Hanne, Jørgen elsker mad. De er sådan et par betjente man kommer til at holde af og til at smile lidt af.
Er du til små, hyggelige krimigåder, er det dette femkløver, skrevet af et fedt firkløver, du skal have fat i.
Bøgerne får 3 (af 6) lakridspiber
Se mere her:
Forlag: Superlux
Titel og ISBN:
Døden på havet 978-87-93796-34-8
Døden i dyndet 978-87-93796-46-1
Døden på præstegården 978-87-75672-24-0
Døden i kisten 978-87-75672-28-8
Døden i Skagen 978-87-75672-30-1
Forfattere: David Garmark, Stephan Garmark, Morten Remar og Tommy Thorsteinsson
Sidetal: mellem 50 og 100 sider hver
På Mofibo er de to første bøger indlæst af Carsten Bjørnlund og de tre næste er indlæst af David Garmark







