Elins død

”Elins død” er skrevet af Sara Blædel. Udgivet af Politikens Forlag den 2. november 2022.

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.

Fra bogens bagside: En ældre mand findes død på den lille ø Aarø ved Haderslev. Umiddelbart ser det ud til, at han er faldet uheldigt og er druknet i vandkanten, men mystiske omstændigheder gør det hurtigt klart, at det lokale politi har brug for assistance fra Louise Rick og den nye rejseenhed, P13.

Camilla Lind er flyttet fra sin mand, Frederik. Mens hun går og pakker ud i sin nye lejlighed, ringer politiet på døren og meddeler, at hendes mor er død. Hun skynder sig sammen med sønnen Markus til morens hus i Skanderborg, og da hun gennemgår sin mors ting, støder hun på en chokerende hemmelighed.

Louises efterforskning trækker tråde til Skanderborg, og inden længe er Camilla, personligt involveret i at afdække sagen, som måske stikker dybere end først antaget.

Tolvte bind i serien om Louise Rick, Camilla Lind, Eik og alle de andre.

Det som gør, at jeg bliver ved med at både vente på nye bind i serien og læse bøgerne, med det samme de dumper ind af døren er; At Sara Blædel er super dygtig til at fortælle en god historie. Det er, som om hun er en utømmelig kilde af historier om mennesker og de strabadser livet byder på, og heldigvis bliver de historier ved med at banke på. Omdrejningspunktet i ”Elins død” er flere ting, men hemmeligheder, hævn, svigt, skyld og venskab fylder ret meget på bogens sider. Både Louise og Camillas forhold skal stå sin prøve, men Louise må også tage stilling til sit forhold, eller mangel på samme, til Eik. I forrige bind i serien, brokkede jeg mig lidt over Louises rolle, jeg syntes hun havde sat sig, for meget, på sidelinjen. Den rolle syntes jeg stadig hun har. Jeg savner den Louise der tager sagen og sparker røv. Jeg blev lidt træt af, at hun var bedst til at blive småfornærmet og råbe lidt af de andre. Men når hun er lidt fraværende, er der andre som shiner, og computereksperten Linden, shiner, hun er badass og viser at hun er en vigtig del af holdet.

At øen Aarø spiller en lille rolle, giver kæmpe plus i min bog. Min familie stammer fra øen, faktisk er oldefar Jørgen nævnt i øens historie, da han som lille knægt startede en brand på høloftet som bredte sig til de omkringliggende gårde – ikke noget at være stolt af, men han var, som sagt, kun 8 år. Aarø dannede rammen om mine barndomsferier, når færgen sejlede over sundet, var ferien for alvor begyndt. Og færgen sejler direkte fra Aarøsund til Aarø – den vender ikke en halv omgang. Hvis den gjorde skulle bilerne bakke i land (smiler)…

Sara Blædel skriver meget på følelser og er ikke bange for at bruge episoder fra sit eget liv. Det giver gode historier med nerve og det er vigtige problemstillinger der tages op. Hvis bogen har en morale, må det være at ingen behøver at dele alt, men omvendt er det super vigtigt at få talt om de svære ting, inden det er for sent.

”Elins død” giver alt det en Sara Blædel krimi er god til. En god historie og masse af personlige forviklinger mellem de personer som næsten er blevet familie.

Bogen får 4 (af 6) lakridspiber

Se mere her:

Forlag: Politikens Forlag

ISBN: 978-87-400-7067-5

Forfatter: Sara Blædel

Titel: Elins død

Sidetal: 334

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *