”Vi begynder med slutningen” er skrevet af Chris Whitaker. Udgivet af Alpha den 3. maj 2022.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: Duchess Day Radley er 13 år gammel og selverklæret lovløs. Regler og love er noget, der gælder for andre, ikke hende. Hun tænker kun på at beskytte sin lillebror, Robin, og deres mor, Star, en falleret, men ombejlet barsangerinde, der ikke kan tage vare på sig selv eller sine børn.
Walk har aldrig forladt Cape Haven, den lille by på Californiens kyst, hvor han og Star voksede op. Han er sidenhen blevet politichef i byen, men fortidens synder plager ham stadig. Hans vidneforklaring var skyld i at hans bedste ven, Vincent King, røg i spjældet for drabet på Stars lillesøster, Sissy. Siden dengang har Walk forsøgt, det bedste han kunne, at tage sig af Star og senere hendes to børn.
Nu – 50 år efter – har Vincent afsonet sin straf. Inden har røg i fængsel, var han og Star kærester, men ingen i Cape Haven glæder sig til gensynet udover Walk. Star er ude i tovene, mændene skraber på hendes dør som savlende, beskidte køtere. Og Duchess? Hun ruster sig til mødet med den møghund, der ødelagde hendes mors liv.
Ds katastrofen rammer, ligner det et deja-vu, men intet er som dengang, det hele begyndte.
Chris Whitaker er engelsk forfatter, som har skrevet tre romaner. ”Vi begynder med slutningen” gav ham internationalt gennembrud. Bogen er solgt til 25 lande og filmrettighederne er solgt til Disney.
Et mesterværk – intet mindre. Hold nu op hvor er denne bog fantastisk. Man bliver draget ind i et univers der er så velbeskrevet og fortalt med en helt særlig nerve, som fastholder læseren helt til sidste side – wauw, bare wauw…
Lokationerne er levende, man kan mærke mørket og se den lille by, farmen hvor børnene kommer til. Man er med, når det er hjerteskærende og når virkeligheden rammer. Pigen Duchess som alt for tidligt er blevet voksen, er sådan en karakter man har lyst til at tage med hjem. Hun siger at hun er lovløs, men under den hårde facade banker et hjerte af guld. Det er sådan en bog, der er svær at sætte ord på, uden at afsløre det der venter læseren. Er du til gribende fortællinger som indeholder elementer at thriller, amerikansk noir, moderne western og et familiedrama som rammer lige i hjertet – skal du læse denne bog. Den er intet mindre end fantastisk.
Bogen får 5 (af 6) lakridspiber
Se mere her:
Forlag: Alpha
ISBN: 978-87-7239-067-3
Forfatter: Chris Whitaker
Titel: Vi begynder med slutningen
Sidetal: 420