Sten Saks Papir

”Sten Saks Papir” er skrevet af Alice Feeney. Udgivet af Forlaget Zara den 8. september 2022.

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.

Fra bogens bagside: Tror du, at du kender den person du er gift med? Så tænk dig om en ekstra gang…

Der har længe været noget galt mellem hr. og fru Wright.

Arbejdsnarkoman og manuskriptforfatter Adam Wright har levet med ansigtsblindhed hele sit liv. Han kan ikke genkende familie eller venner, knap nok sin egen hustru.

Hvert år på deres bryllupsdag giver parret hinanden små gaver – papir, læder, træ, bronze – og hvert år skriver Adams hustru et brev til ham, som hun aldrig lader ham læse. Før nu.

Da Adam og Amelia vinder en weekend til Skotland, er det måske lige, hvad deres ægteskab har brug for.

De ved begge, at denne weekend vil have stor betydning for deres ægteskab, men det er ikke tilfældigt, at de har vundet dette ophold. Nogen lyver, og nogen ønsker ikke at de skal leve lykkeligt til deres dages ende.

Er du sunshine…

Det starter helt idyllisk – mand og kone fejrer bryllupsdage med hyggelige små gaver, men ind imellem kommer der små stik af noget der ikke kan defineres. Man ved ikke helt hvem der starter, og om det er mand eller kone som er kørt lidt af sporet.  

En weekendtur er starten på enden. De er uden for lands lov og ret, det sner kraftigt og stedet hvor de skal bo, ligner ikke et luksushotel – her er faktisk ret uhyggeligt og fyldt med en spøgelsesagtig stemning. Her er det Murphys lov der hersker – Alt hvad der kan gå galt, vil gå galt. Hele tiden vender stemningen fra skidt til meget værre…

Plottet er intet mindre end genialt. Jeg blev rykket rundt i manegen og anede det ikke. Hvor jeg bare elsker, at blive narret, det var faktisk, set i bagklogskabets lys, ret åbenlyst. Men når man tænker; Kan det nu passe? Og må bladre tilbage, tænke sig om, tænke sig om igen, og igen! Så er det lykkes perfekt. Alice Feeney kan noget helt unikt – planen med at narre denne læser lykkes totalt.

Det er ikke en bog fyldt med action, den har en lurende spænding som lister sig ind på læseren. Bid for bid løftes et florlet slør og der afsløres en smule, hver gang man vender en side, det bliver mørkere og dybere jo længere man kommer ind i historien. Kan man kalde det en pageturner? Det vil jeg i hvert fald tillade mig, jeg læste bogen ud i en køre og elskede hvert minut.  

Hvor kommer Sten Saks Papir legen ind i handlingen? Nogle gange lader ægteparret Wright den lille leg afgøre forskellige spørgsmål. Men hvis hun altid tager saks og han altid tager papir, hvem vinder så?

Er du klar til en omgang Sten Saks Papir? Man ved aldrig hvem der vinder…

Bogen får 6 (af 6) lakridspiber

Se mere her:

Forlag: Forlaget Zara

ISBN: 978-87-7116-510-4

Forfatter: Alice Feeney

Titel: Sten Saks Papir

Sidetal: 333

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *