Vidne

”Vidne” er skrevet af Walther Rebernik. Udgivet af Mofibo og People´s den 19. maj 2022.

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.

Fra bogens bagside: Den rumænske storgangster Janko Milos César løslades fra Vestre Fængsel efter kort tidsvaretægtsfængsling. Han er netop blevet frifundet i en omfattende sag om menneskehandel – hovedvidnet blev likvideret ved et skud fra en mesterskytte kort før retssagen.

Udenfor fængslet venter en af verdens mest eftersøgte mænd. Han er kommet til Danmark med et brændende ønske om hævn. Det trækker op til et voldsomt opgør.

Specialkonsulent Hannah Bengtson og fremmedlegionær Markus Larsen har begge forladt København i håb om en mere fredelig tilværelse udenfor landets grænser. Hjemme i Danmark har politikommissær Lene Jespersen har svært ved at holde sammen på sig selv og sin familie.

Opgøret trækker endnu en gang de tre personer sammen. De er hver især udvalgt som brikker i et uundgåeligt spil om blodhævn.

”Vidne” er tredje bind i serien om Hannah, Markus og Lene. De to foregående hedder: Jæger og Offer. Bøgerne kan læses selvstændigt, men jeg vil stærkt anbefale at man starter fra begyndelsen, for at få hele baggrundshistorien med, da den bærer serien frem og er den, som får det hele til at hænge sammen.

Alle seriens bøger er fulde at fart og øretæver. Her i bind nummer tre, er der skruet ekstra op for tempoet. Det går stærkt og læseren skal virkelig holde tungen lige i munden. Måske bliver farten også for vild til min smag, jeg elsker ellers tempo på handlingen, men kapitler på under en side, bliver nogle gange for meget – fordi jeg syntes der kommer til at mangle tiden til at fordybe sig lidt mere. Plottet her i bind nummer tre i serien er en anelse indviklet, jeg måtte tilbage og læse, samt diskutere med en veninde, for at tjekke om jeg havde fanget meningen – så hold godt øje med ordene.

Serien hovedpersoner er et stærkt trekløver – Hannah, Markus og Lene – som udsættes for lidt af hvert. Det er lidt som at læse en 007 James Bond film på speed, der er altid en udvej, de kan overleve ufattelige hændelser og de er i stand til at udføre halsbrækkende stunts. Alle disse effekter er der skruet op for i ”Vidne” og det kan godt blive en anelse for fantastisk. Hvad jeg dog elsker og ikke vil undvære ved dette trekløver, er deres stærke indbyrdes bånd. De har altid hinandens ryg. De forstår hinanden og har alle oplevet dump på vejen i en tidlig alder. På udgivelsesdagen for bogen, deltog jeg i et bloggermøde arrangeret af Mofibo. Walther Rebernik blev spurgt hvad han gerne vil have at læseren tog med fra bøgerne, og svaret var: Ring til din ven fra skoletiden. Han vil gerne sætte fokus på de venskaber man laver i barndommen, da de rummede store følelser, og at det er de venskaber, der står stærke i folks hukommelse. Det er en fin tanke, især når bøgerne betegnes som hård krimi.

Da jeg anmeldte nummer to i serien, den der hedder ”Offer” var jeg forstyrret at de mange metaforer i teksten, de er desværre fuldt med i bind nummer tre. Jeg undrer mig fx over; ”Weekendtrafikken var tyk som mos” (citat ”Vidne”). Der står også en sætning som: ”Hendes mentale mindekasse stod pivåben. Det føg med tanker under hendes pande” (citat ”Vidne” Den smilede jeg lidt af, da jeg mener tanker er i vores hjerne og under panden er, i min verden, øjne, næse, ansigt. Der er også, nogle steder, sat ord ind man normalt ikke bruger. Om det hele er for at gøre sproget pænere, kan jeg kun gætte på. Jeg syntes bare at de passager hvor der ikke er disse metaforer og synonymer til almindelige ord, glider meget bedre og er meget mere harmoniske. Det andet virker påtaget, men det er igen, kun for egen regning.

Selv om jeg er lidt kritisk, skal du ikke snyde dig selv for denne serie. Jeg er mest vild med bind nummer et – ”Jæger” det er en krimi med både nerve og hårdhed. 3 lakridspiber kan lyde som en hård dom, men da jeg syntes plottet var for indviklet, persongalleriet lidt for stort til lyd-mediet og metaforerne for mange, endte det med 3 lakridspiber.

Bogen får 3 (af 6) lakridspiber

Se mere her:

Forlag: Mofibo og People´s

ISBN: 978-87-7238-776-5

Forfatter: Walther Rebernik

Titel: Vidne

Sidetal: 354

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *