Den røde glente

”Den røde glente” er skrevet af Elsebeth Egholm. Udgivet af People´s den 5. maj 2022.

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.

Fra bogens bagside: Sally og Silas vokser op sammen på Djurslands yderste punkt, Helgenæs. Mellem dem spirer en ung kærlighed, understøttet af deres fælles passion for naturen og for at tegne fugle. Men en enkelt mørk begivenhed river dem fra hinanden, og da de mødes igen 25 år senere, er de ikke længere de samme.

Sallys mand er netop død, og en håndskade forhindrer hende i at vende tilbage til jordemoderjobbet. Silas er blevet en verdenskendt kunstner. Gensynet er ikke så ligetil, for mellem dem ligger store spørgsmål og presser sig på. Hvad skete der egentlig den aften, da 15-årige Sally blev fundet nøgen i en grøft efter en fest?

Hvem kender sandheden? Hvem har løjet i alle disse år?

Elsebeth Egholm er blandt krimi-elskere kendt for serien om Dicte Svendsen, som også er filmatiseret med Iven Hjele som Dicte. Hun har i de seneste to udgivelser kastet sig over roman-formatet, og det går nu også meget godt.

“Den røde glente” er en roman med glimt at spænding – det er jo Elsebeth Egholm. Hun fortæller selv, at før var hendes bøger 80% krimi og 20% kærlighed. Nu har hun vendt tallene om = 20% krimi og 80% kærlighed. Er det så en sukkersød fornøjelse, spørger du måske? Nix, siger jeg! Du får den fineste fortælling om to mennesker som altid vil være hinandens, som altid vil elske hinanden. Nu siger hun godt nok 20% spænding, jeg vil dog mene at der er meget mere, derfor er denne bog også for dig der er vild med krimi – læseren får lov til at gætte med, og hvem elsker ikke det?

En tragisk hændelse gjorde at Sally og Silas ikke fik hinanden, men måske havde de begge brug for at have nogle flere år på bagen, og noget mere ballast i livets rygsæk.

Uanset om Elsebeth beskriver hvordan en fugl tegnes med kul, hvordan regnen siler ned eller hvordan Silas ser på Sally, er det smukt. Alle de smukke ord og sætninger flyder fra siderne og danner en af de bedste romaner jeg længe har læst. Jeg er sikker på, at det lille element at spænding har noget af skylden for min begejstring. Der er spor hist og her, som lader læseren gætte på hvem den virkelige bad guy er. Der er hele tiden det lille stik at tvivl, noget som er skjult, noget som, nu, skal frem i lyset.

Bogen får 5 (af 6) lakridspiber

Se mere her:

Forlag: People´s

ISBN: 978-87-7238-689-8

Forfatter: Elsebeth Egholm

Titel: Den røde glente

Sidetal: 408

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *