”Den nittende ø” er skrevet af Thomas Bagger. Udgivet af Politikens forlag den 1. april 2022.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: I en lille bygd på Færøerne bliver fire præster fundet i en pøl af deres eget blod. Præsterne er i fuldt ornat, og umiddelbart ville det ligne et kollektivt selvmord, hvis det ikke var, fordi en femte præst, der også var til stede den nat, drabene fandt sted, er sporløst forsvundet.
Som repræsentant for specialenheden Task Force 14 sendes Lucas Stage derop sammen med kriminaltekniker Sidsel Jensen for at assistere det lokale politi. Sidsel er født og opvokset på Færøerne, men har ikke sat sine ben deroppe, siden hun som 13-årig flyttede til Danmark sammen med sin mor og væk fra sin far og tvillingebror, Hjalti. Både Lucas og Sidsel er på godt og ondt fremmedelementer i det lille lokalsamfund, og mens tiden arbejder mod de to danske efterforskere, vikles de langsomt ind i et mørkt, brutalt og blodstænket net af fortielser og religiøse fanatikere, der kun går på knæ for Gud.
”Den nittende ø” er andet bind i Thomas Baggers nye serie. Nummer et hedder ”Manden i tre dele”
I ”Den nittende ø” leder Thomas Bagger læseren til den barske natur på Færøerne, og det er ikke et glansbillede man møder. Her er indelukkethed, forbeholdstagen og et ekstremt religiøst samfund hvor alt lægges i Herrens hånd. Naturbeskrivelser, elementers rasen og relationer mennesker imellem er beskrevet virkelig godt, det er næsten som at være der selv.
Det er Lucas Stage, der er en af bogens hovedpersoner og vi får, i en tråd ved siden af handlingen, fortalt hans livshistorie. Det er barsk læsning, men ændre ikke på at manden er et manipulerende røvhul. Han har en hjerneskade, han har fået efter hans mor gav ham et narkotisk stof. Men han forstår at bruge sin skade på værste vis. Det er meningen at læseren skal få en slags sympati for Lucas Stage, netop på grund af hans frygtelige opvækst, og samtidig gyse over den måde han kan få de værste ting til at ske.
Thomas Bagger fortæller selv at han sammenligner Lucas Stage med Peter Pan, en Disneyfigur man tror er god, men forfatteren fortolker ham som en ond misforstået figur, der stjæler børn, flyver dem til Ønskeøen og her skal de lege, og forblive børn, for evigt. Peter Pan fortolkes som en figur der aldrig ændre sig og når ungerne ikke lege med ham, flyves de bort. Det er spændende tanker…
Bogen er skrevet i et malerisk sprog og man kan sagtens tænde for sin indre film og lade sig føre afsted. Der er dog nogle gange hvor det kammer lidt over. Fx; ”En klirrende gul stråle forbinder mig til toiletkummen, da jeg hører hoveddøren smække” citat fra ”Den nittende ø” Jeg små-smilede lidt og tænkte at han måtte have galoperende nyresten, hvis det klirrede… Der er flere af den slags billede sprog-sætninger og det forstyrrede i den grad min læsning. Jeg endte med at lytte til bogen, fordi der lagde man ikke så meget mærke til disse billeder. Jeg var ikke fan af de mange ”ordsprog” eller hvad man kalder dem.
Jeg glæder mig til næste bind, og håber der bliver arbejdet lidt mere på at komplicere plottet. Jeg syntes det var som om beskrivelserne og relationer mellem mennesker havde overtaget og gjort plottet lidt for nemt. Misforstå ikke, jeg syntes det er en flot bog, men måske var mine forventninger lidt for store. Snyd dog ikke dig selv for dette værk, som har en slutning der gør, at bind nummer tre bare kan komme an.
Bogen får 4 (af 6) lakridspiber
Se mere her:
Forlag: Politikens Forlag
ISBN: 978-87-400-7866-4
Forfatter: Thomas Bagger
Titel: Den nittende ø
Sidetal: 370