”Danse, danse, dukke min” er skrevet af Anne Jansson. Udgivet af People´s den 7. januar 2022.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: I 1967 flyder liget af en kvindekrop op til overfladen af Svartån-søen. Det er Mary Billbro, som har været tvangsindlagt på Västra Mark psykiatrisk hospital – en institution for sindssyge, asociale og seksuelt afvigende kvinder.
50 år senere begynder Mary Billbros barnebarn, Eva Kulitz, at grave i familiehistorien, og beslutter sig for at finde ud af, hvad der egentlig skete med hendes mormor. Samtidig er hun optaget af en række ulykkelige sager på sin arbejdsplads. Hun arbejder som sagsbehandler i Forsikringskassen, og nogle af dem, der er blevet nægtet sygedagpenge begår efterfølgende selvmord. Pludselig begynder Eva at modtage dødstrusler, men fra hvem?
Politikommissær Kristoffer Bark bliver sat på sagen. Efterforskningen fører ham på sporet af de frygtelige gerninger, der engang blev begået på Västra Mark, og af en slægtshistorie, der spænder over fire generationer.
Danse, danse, dukke min er 3. bind i serien om politikommissær Kristoffer Bark. De foregående hedder; ”Datter savnet” og ”Skyggen bag dig”.
Jeg indrømmer, som det første, at jeg ikke har læst de to foregående bøger, men det betød heldigvis intet for læseoplevelsen. Jeg blev lynhurtigt fanget ind i bogens univers og havde ingen problemer med at følge med.
Det er stærke sager! Kvinder der blev spærret inde, bare fordi de var blevet gravide eller så meget som tænkte på at de havde noget neden for navlen. Jeg ved ikke helt om man kan undskylde med at de ikke vidste bedre… Det er ikke mange år siden, men heldigvis er vi blevet mere oplyste.
Jeg er vild med bøger der beskæftiger sig med sindet og psyken, og indgår der er psykiatrisk hospital, er det kun en gevinst mere. Det grufulde og den uhygge, der kan skabes mellem bogens sider, er helt utrolig, sindet er fuldt af uhyggelige emner. Jeg syntes det lykkes, på en fin måde, at fortælle en hjerteskærende historie, at gøre den tilpas uhyggelig og samtidig bevare værdigheden. Jeg lover, at du vil aldrig, se på en gammel dukke med de samme øjne igen.
Der er flere fortæller-stemmer og der fortælles i både fortid og nutid. Det giver et uhyggeligt billede at svigt, misbrug og magt, brugt på den helt forkerte måde. Nogle gange er det faktisk fortidsstemmen i en bog der kan fascinere mig allermest. Man får lyst til at give knus og stryge over håret. Det er ikke tit jeg bliver rørt over at læse en krimi, men denne historie om stakkels Mary, den rørte mig. Hun gjorde jo, for pokker, ikke noget galt… Men tillod sig at håbe og var måske det forkerte sted, det forkerte tidspunkt.
Bogen får 5 (af 6) lakridspiber
Se mere her:
Forlag: People´s
ISBN: 978-87-7238-138-1
Forfatter: Anna Jansson
Titel: Danse, danse, dukke min
Sidetal: 398