”Kannibalens spor” er skrevet af Lars Elkjær. Udgivet af Forfatterskabet.dk den 29- september 2021.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: Gabriel Hoffman lever et stille liv, indtil han involveres i en bestialsk sag. En seriemorder har fået smag for menneskekød og går på udspekuleret vis uden om politiets søgelys.
I jagten på den usynlige drabsmand får Gabriel hjælp af sin trofaste ven, den hårdkogte, tidligere efterforsker ved politiet, Mikael Conradsen. De to må supplere hinanden i jagten på en intelligent og afstumpet drabsmand, men som efterforskningen skrider frem, træffer Gabriel flere og flere kontroversielle valg i sin stædige søgen efter sandheden.
Drabsmandens sindsforvirrede karakter ruller sig ud i det udspekulerede plot, hvor Gabriel og Mikael følger Kannibalens spor.
”Kannibalens spor” er første del i en serie på 8 planlagte bøger.
Hovedpersonerne Gabriel Hoffman og Mikael Conradsen er hinandens bedste venner, de mødtes som børn og omstændighederne har gjort dem uadskillelige, den historie er fantastisk. Hvad der er knap så fantastisk, er måden de tjener deres penge på. Det hele beror på snyd og bedrag. Og da penge ikke er noget problem for dem, bliver det ret usmageligt, lidt som tag fra de fattige og giv til de rige. Samtidig ser de sig selv om de to ærkeengle… Det klinger lidt hult.
Serien er planlagt som en serie på 8 bind. Det at man ved, der kommer 8 bøger, tager lidt af min læseglæde og en stor del af spændingen væk, da der ikke rigtigt, er noget på spil. Hvis bogens hovedpersoner kommer ud for noget farligt, er det næsten hundrede procent sikkert at de overlever, fordi man ved, at der kommer 8 bøger, og fordi man ved, at der skal en hel del til, at tage livet af en hovedperson, det sker nok ikke i de første bind. Så den oplysning kunne jeg godt have undværet.
Til gængæld er jeg vild med at gerningspersonen er kannibal. Det er vildt, det er grænseoverskridende og utrolig klamt. Kannibalen er utrolig intelligent og er hele tiden flere skridt foran, det er et fedt univers der er skabt omkring den figur. Der er ikke mange forfattere der går skridtet videre og skriver om den slags ekstremer, så det giver pluspoint.
Det leder til plottet, som er fint skruet sammen, dog er der rigtig mange beskrivelser og sidehistorier, der kunne være kogt ned, da det gør handlingen en anelse kedelig. Der er også mange mærkelige sceneskift og hele sproget mangler ret meget, for at kunne beskrives som godt. Jeg tænker at en omgang redaktørarbejde og gennemgang hvor man fokuserer på at gøre sproget rigere, kunne være godt givet ud.
Jeg håber på at serien bliver ved men at være i den helt grumme ende af skalaen og at forfatteren skriver sig mere varm.
Bogen får 3 (af 6) lakridspiber
Se mere her:
Forlag: Forfatterskabet.dk
ISBN: 978-87-94159-38-8
Forfatter: Lars Elkjær
Titel: Kannibalens spor
Sidetal: 383