En familietragedie

”En familietragedie” er skrevet af Mattias Edvardsson. Udgivet af People´s den 2. november 2021.

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.

Fra bogens bagside: Da Bills kone dør af kræft, står han alene med deres otteårige datter Sally. Økonomien er helt i bund og for at få det til at løbe rundt, lejer han et værelse ud til Karla, der har frigjort sig fra sin mor og dennes misbrug og er flyttet til Lund for at studere jura.

Karla tager et studiejob som rengøringsdame og havner hos børnelægen Steven Rytter og hans kone Regina. Hurtigt forstår hun, at alt ikke er, som det bør være i huset. Hvorfor tilbringer Regina hele dagen indelukket i et mørkt soveværelse?

Samtidig befinder trediveårige Jennica sig i en dyb identitetskrise, da hun får kontakt med Steven Rytter på Tinder. Det slår gnister mellem dem med det samme, og de har en fantastisk sommer sammen. Men der er noget ved Steven, som ikke helt stemmer.

Da sommeren er ved at rinde ud, bliver Steven og Regina fundet myrdet i deres hjem, og spørgsmålene melder sig. Frem vokser en historie om afhængighed, retfærdighed og moral. Hvad eller hvem måtte ofres?

Mattias Edvardsson har tidligere udgivet to titler på dansk; ”En hel normal familie” og ”Gode naboer” mine anmeldelser af disse kan findes ved at klikke på titlerne.

”En familietragedie” er sådan en bog, hvor handlingen afsløres lidt efter lidt. Hvert kapitel giver lidt mere af historien, løfter lidt mere af det, der skygger for sandheden. Det gør bogen til en page turner, i ordet helt bogstavelige forstand. For er du først begyndt at læse, stopper du ikke igen. Det er en virkelig velskrevet bog, der er meget svær at slippe.

Det er et hus, to mord og tre forskellige personer. Man følger tre personer som alle har lidt ondt i livet. De hvirvles alle ind i situationen omkring mordene. Det giver forskellige dilemmaer om fx hvornår man skal sige fra, hvad man skal være med til, og om at lyve for at redde andre mennesker. Mattias Edvardsson er fantastisk til at beskrive mennesker og kan med få linjer, beskrive folk, så de virker lyslevende.

Der berøres mange forskellige ret alvorlige emner som at miste sin elskede, at leve som barn med en forælder der har et misbrug og slet og ret om at finde vej i livet – for det er ikke altid let, og man kan så nemt komme ud på et sidespor.

Mattias Edwardssons bøger handler om helt almindelige mennesker, der kommer ud for helt almindelige hverdagsproblemer, men hvor twistet er, at de ikke altid løses på den mest hensigtsmæssige måde. For når man presses helt ud til kanten, er der ikke altid en vej tilbage.

Bogen får 5 (af 6) lakridspiber

Se mere her:

Forlag: People´ s

ISBN: 978-87-7238-385-9

Forfatter: Mattias Edwardsson

Titel: En familietragedie

Sidetal: 378

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *