Det falske vidne

”Det falske vidne” er skrevet af Karin Slaughter. Udgivet af HarperCollins den 5. oktober 2021.

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.

Fra bogens bagside: Leigh Collier har knoklet hårdt for at opbygge noget, der ligner et normalt liv. Hun har et godt job som forsvarsadvokat, hendes datter klarer sig fint i skolen, og selv hendes skilsmisse er forløbet forholdsvist civiliseret. Hendes liv er lige akkurat så almindeligt, som hun altid har håbet, det ville blive.

Men Leighs helt almindelige liv dækker over en barndom, der langt fra var almindelig. En barndom, der var skæmmet af hemmeligheder, ødelagt af svigt og i sidste ende flået i stykker af en knusende voldshandling.

Og så lander en sag på hendes skrivebord. Hun skal forsvare en mand, der er anklaget for voldtægt. Det er den mest højprofilerede sag, hun nogensinde har haft – en sag, der kan ændre hele hendes karriere, hvis hun vinder. Men da hun møder den sigtede, går det op for hende, at det ikke er et tilfælde, at han har valgt hende som sin advokat. Hun kender ham. Og han kender hende. Mere afgørende er dog, at han ved, hvad der skete tyve år tidligere – og hvorfor Leigh har brugt to årtier på at flygte.

Hvis hun ikke kan få sin klient frikendt, står hun til at tabe meget mere end sagen. Den eneste, der kan hjælpe, er hendes lillesøster Callie, som hun stort set ikke længere har nogen kontakt med – og hun er den i verden, Leigh har lyst til at bede om hjælp. Men pludselig har hun ikke andre muligheder…

Karin Slaughter har skrevet flere serier og en række stand alones. ”Det falske vidne” er en stand alone, så nye læsere kan sagtens starte her.

At læse ”Det falske vidne” er som at læse en film. Karin Slaughter kan noget helt særligt med ord. Hun formår at skrive så min indre film, er klar og tydelig. Jeg er helt klar over hvordan folk ser ud, jeg ved hvordan de er klædt, jeg kan se omgivelserne og jeg ved, både, hvordan det lyder, hvordan der lugter og hvad personerne føler. Det er fantastisk og jeg bliver lige forundret hver gang. Jeg er overbevist om at du, efter at have læst, vil gyse når du ser en steakkniv med træskaft.

Man er helt klar over hvem der er good guy og hvem der er bad guy. Men alt er ikke givet, der er stadig twists undervejs og man sidder stadig på kanten af stolen – det er et fedt plot. Bogen er utrolig velskrevet, Karin Slaughters bøger er fulde af ord, mange ord. Men de mange ord, er også det som giver den tidligere omtalte indre film.

Bogens handling foregår i 2020 hvor Corona lukkede verden ned. Jeg var bekymret for om mundbind og håndsprit ville ødelægge handlingen, men det fungerer faktisk helt ok og er ikke overskyggende.

Karin Slaughters bøger omhandler tit stærke kvinder og denne er ingen undtagelse. Ikke at hun kører en feministisk bølge, overhovedet ikke. Det er stærke, handlekraftige kvinder der tager sagen i egen hånd og i denne bog er det ret så vildt. De to søskende, var kun store børn, da deres verden ramlede sammen, og 20 år senere, sker det igen. Jeg er betaget, jeg var helt opslugt og elskede hvert eneste ord. Der er en vildskab, en grusomhed, en brutalitet og samtidig en helt særlig kærlig tone…

Man får lyst til at spørge om blod er tykkere end vand?

Bogen får 6 (af 6) lakridspiber

Se mere her:

Forlag: HarperCollins

ISBN: 978-87-7191-868-7

Forfatter: Karin Slaughter

Titel: Det falske vidne

Sidetal: 520

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *