Usikker grund

”Usikker grund” er skrevet af Claus Lohman. Udgivet af Superlux den 21. juni 2021.

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.

Fra bogens bagside: Under opklaringen af et rovmord på en kunstsamler i New York må politiet erkende, at de står overfor en langt mere kompliceret sag, end de havde forestillet sig.

Da Emma Fitzgerald tager til Resolute i det nordlige Canada for at undersøge nyfundne arkæologiske artefakter, erfarer hun, at adskillige af de lokale inuitter har uforståelig tale og ukontrollable bevægelser. Hun opdager, at andre inuitter før dem har haft samme symptomer og lidt en pinefuld død, så hun tilkalder virologen, Martin Henderson.

Den 14-årige pige, Jocelyn, drømmer om at deltage i det årlige hundeslædeløb. Hendes tætte forhold til sin morfar udfordres af Jocelyns fordrukne mor, men da morfaren får et opkald fra Resolute om, at hans søn er døende, tvinges de alle tre nordpå -hver med sin agenda.

Turen udvikler sig i en helt anden retning end planlagt, og uforvarende står de med nøglen til at løse gåden om den dræbte kunstsamler. En sag, som trækker tråde til den sagnomspundne Franklin-ekspedition, der forsvandt sporløst i 1845.

”Usikker grund” er tredje del i serien om virologen Martin Henderson og arkæolog og freelancejournalist Emma Fitzgerald. Bøgerne er selvstændigt afsluttede historier, men for at få hele baggrundshistorien, anbefaler jeg at man læser serien i rækkefølge, startende med nummer et.

Jeg læste bogen, inden den blev trykt, og er citeret på bogen flap:

”Krimi og videnskab i skøn forening.

Kultur og kulde – både fysisk og psykisk.

Det er spændende læsning, som også gør dig klogere…”

Jeg er uddannet laboratorietekniker og jeg elsker når en bog inddrager videnskaben. Claus Lohmans krimier kaldes også for Videnskabskrimi, netop på grund af inddragelsen af forskellige kemiske processer, og også i ”Usikker grund” kommer læseren med i laboratoriet. Der er dog beskrivelser i denne bog, som jeg tror, den almindelige læser vil finde ret så uforståelige. Men man behøver ikke forstå processerne, der gennemføres i laboratoriet, så bare læs videre og herefter lade dig fascinere af, og måbe lidt over hvad videnskaben er i stand til.

Dele af handlingen er henlagt til Canada, og her får bogens personer kulden at føle, temperaturen er dalende, både fysisk og psykisk, og giver noget ekstra til handlingen. Her er spændende historiefortælling om det oprindelige folk – Inuitterne – og om Franklin-ekspeditionen anno 1845. Det giver altid noget ekstra til læsningen, når man føler at man bliver klogere.

Selv om der er nogle ting der virker ret så fantastiske, er det spændende læsning, hvor læseren også måske lærer lidt undervejs. Du får en velskrevet og ikke mindst velresearchet historie, hvor handlingen tager læseren flere steder hen. Historien er krydret med aktuelle og relevante problemer og dilemmaer, hvilket er med til at gøre historien mere nærværende. Plottet tager mange veje og fører læseren vidt omkring, selv om det, kan, lyde forvirrende med både sygdom, inuitter, skattekort og kørsel med hundeslæde, så hold fast, alt løser sig…

Bogen får 4 (af 6) lakridspiber

Se mere her:

Forlag: Superlux

ISBN: 9788793796843

Forfatter: Claus Lohman

Titel: Usikker grund

Sidetal: 388

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *