Manden i huset

”Manden i huset” er skrevet af Susanne Staun. Udgivet af Gyldendal den 16. juni 2021.

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.

Fra bogens bagside: Da Lise kommer for at hente sin fjortenårige datter, Ditte, fra festen i huset, får hun at vide, at Ditte selv er gået hjem.

Men det er hun ikke. Hun er ingen steder.

Her begynder en mors søgen efter sin datter, en søgen, der pågår uden synderlig hjælp fra hverken politi eller fra Dittes far, den ødelagte krigsveteran.

Jagten på Ditte fører Lise tilbage til en forfærdelig oplevelse i hendes fortid, en oplevelse, der blegner helt, da Lise opdager, hvad der er sket med hendes datter.

”Manden i huset” er første bind i en serie der kommer til at omhandle små og store forbrydelser i provinsen.

Enhver forældres værste mareridt folder sig ud og de godt 160 sider denne thriller fylder. For datteren i historien er ikke bare forsinket eller har glemt tid og sted, nej, hun er rigtig forsvundet.

Historien fylder godt 160 sider og det er ikke mange sider at fortælle en historie på. Jeg syntes nu det lykkes ret fint. Der er et lille persongalleri at forholde sig til og handlingen er skarpt trukket op. Selv om historien ikke er lang, er der rig mulighed for at komme med sit eget gæt på hvad der er sket med datteren.

Hvad er værre end døden?

Der er dog noget med både sproget og detaljer, der kan forstyrre læsningen. Fx køres der forbi et hus, der ligger for enden af en blind vej og både Ditte og hendes Mor har længe været nysgerrig på huset for enden af den blinde vej, og pludselig bor en fra Dittes klasse der?… Men som et quick-fix, den daglige dosis krimi eller en lille historie man kan læse på stranden, er både længden og indholdet helt ok. Bogen kan læses uden at man skal koncentrere sig alt for meget, da der ikke er flere spor eller et kringlet plot at forholde sig til.

Emnet er alvorligt og, som skrevet tidligere, det absolut værste en forælder kan opleve og kampen for at få vished. Moren her, er dog rendt ind i nogle betjente som ikke tager opgaven alvorlig og jeg håber ikke det er virkeligheden, at man bliver behandlet på den måde af ordensmagten. Selvfølge giver det noget til historien, men det gør mig alligevel lidt trist… Der er mest krudt i historien i starten og i slutningen, ind i mellem står den lidt i stampe, og mister lidt pusten. Men den efterlader dog alligevel læseren i tanker – for hvad nu hvis?

Bogen får 3 (af 6) lakridspiber

Se mere her:

Forlag: Gyldendal

ISBN: 978-87-02-32772-4

Forfatter: Susanne Staun

Titel: Manden i huset

Sidetal: 159

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *