Pigen der blev bortført

”Pigen der blev bortført” er skrevet af Charlie Donlea. Udgivet af Jentas den 15. april 2021.

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.

Fra bogens bagside: High school-pigerne Nicole Cutty og Megan McDonald forsvinder en nat under en strandfest i den lille by Emerson Bay. Politiet iværksætter forgæves en omfattende eftersøgning, og alt håb synes ude – indtil Megan pludselig undslipper fra en bunker dybt inde i skoven … Et år senere er Megans historie blevet en bestseller, der har gjort hende berømt. Det er en succeshistorie, bortset fra én ubelejlig detalje: Nicole er stadig savnet.

Nicoles storesøster Livia, som er ved at færdiguddanne sig til retsmediciner, regner med, at Nicoles lig en dag vil blive fundet, og at hendes søsters skæbne er fastslået. I stedet kommer hendes første ledetråd i form af et andet lig – en ung mand med forbindelse til Nicoles fortid. Livia tager kontakt til Megan for at få mere at vide om den skæbnesvangre nat. Andre piger er også forsvundet, og Livia bliver mere og mere overbevist om, at der er en forbindelse imellem de forskellige sager.

Megan ved mere, end hun har afsløret i sin bog. Glimtvis begynder hun i sin hukommelse at se noget langt uhyrligere, end hvad hun hidtil har beskrevet. Og jo dybere hun og Livia graver i sagen, desto mere forstår de, at den sande rædsel nogle gange ligger i at finde netop det, man har ledt efter …

Forestil dig at blive bortført, at nogen kører afsted med dig og at du ikke aner hvad der venter dig. Du havner i helvede, men du er heldig, du undslipper og løber for livet – væk.

Det med at blive bortført og måske komme tilbage er omdrejningspunktet i denne bog. Man følger, som læser, flere forskellige personer og historien serveres stykvis også i flere forskellige tids-lag. Det skaber en helt speciel stemning, for nogle gange ved man mere end personerne der leder efter svar, og nogle gange giver bogen læseren lov til at gætte med på gåderne. Jeg er vild med bøger der lader læseren være med til at gætte, det gør mig, som læser, meget mere opmærksom, da det er i detaljen opklaringen ligger og man skulle nødigt misse et spor. Det er også en oplagt bog at læse sammen med en ven, at læse sammen og diskutere under vejs, giver noget ekstra og gør bogen lige en tand bedre.

Denne her bog er fyldt med uhygge, der er detaljer fra retsmedicinske undersøgelser, da en af hovedpersonerne Livia er under uddannelse til retsmediciner. Jeg elsker den slags og syntes ikke det er for meget, men det kan vippe nogle læsere af pinden. Bogen er også fyldt med spor og hints om hvem der mon er ”de onde”. Man ledes frem og tilbage og veksler mellem flere forskellige. Det er genialt udført, man ledes og vildledes i et væk, intet er givet på forhold og sporene er mange. Det er en sindssyg forbrydelse – at tage et andet menneske og her er rig lejlighed til at tænke over netop den ting…

Det er en bog der er svær at lægge fra sig, læseren inviteres hele tiden til at læse videre på grund af bogen opbygning, der springer i tid og person og mangle kapitler lader en chliffhanger stå til slut. Så er du til en pageturner med gåder, detaljer og wowfaktor, så er det denne du skal vælge.

Bogen får 5 (af 6) lakridspiber

Se mere her:

Forlag: Jentas

ISBN: 978-426-0434-2

Forfatter: Charlie Donlea

Titel: Pigen der blev bortført

Original titel: The girl who was taken

Oversat af: August Holst Thomsen

Sidetal: 416

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *