”Skrædderen fra Bagdad” er skrevet af Arne Woythal. Udgivet af Byens Forlag den 21. januar 20021.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: Da en irakisk familie bliver dræbt på en parkeringsplads ved Ishøj Strand, kommer Rasmus Berg og Drabsafdelingen på deres hidtil vanskeligste opgave. Er der tale om en terrorhandling, om højreekstremisme eller skal sandheden søges et helt andet sted?
Drabsafdelingen får assistance fra PET i efterforskningen, som trækker tråde tilbage til Saddam Husseins regime i Irak. Efterretningstjenesten mere end antyder, at drabene kan have forbindelser til Islamisk Stat, og under jagten på de skruppelløse gerningsmænd rejser sig snart endnu et spørgsmål: Hvad indeholder den attachétaske, som et af ofrene konstant bar rundt på?

”Skrædderen fra Bagdad” er femte bind i Arne Woythals serie om kriminalassistenten Rasmus Berg og Drabsafdelingen. De foregående hedder ”De dræbtes advokat” (2016), ”Den hollandske forbindelse” (2017), ”Gribbene fra Sofia” (2018) og ”Under nordlys” (2019).
Hvis du kan lide politikrimier, hvor fokus er på politiets arbejde og hvor du er, næsten hundrede procent, sikker på at alle detaljer er rigtige, så har du her fundet den helt rette serie. Arne Woythal er selv ansat som kriminalassistent i Københavns Vestegns Politi og har over 20 års erfaring med opklaring af drabssager. Så her er detaljerne i orden. Det var faktisk noget af det, som fik Arne Woythal til at begynde med at skrive krimier. Han syntes, nogle gange, at der var for mange fejl med hensyn til hvordan politiet arbejdede og derfor blev denne serie til. Her i femte bind om Rasmus Berg og han kollegaer i Drabsafdelingen, har de fået noget af en opgave. Bogen har et fedt plot, alt er knivskarpt og man indvies i hvordan en betjent tænker i løbet af opklaringen af en sag. Det kan være en lille ting, der gør den store forskel. Det giver lige lidt ekstra, når man ved at forfatteren selv er med i forreste række.
Rasmus Berg er en god betjent, han giver sig 120 procent og arbejder hårdt. Det slider lidt på familielivet, men i denne familie har de fru Iversen. Hun er familiens nabokone, der har gjort sig selv til en slags husholderske hos Rasmus, hans kone Solmaz og deres lille datter Sara. Jeg har smilet meget over fru Iversen, for hun bestemmer, på sig helt egen facon, hvor skabet skal stå og hun er efterhånden blevet en del af familien – dog syntes jeg ikke familieliv skal fylde for meget i krimier og i dette tilfælde er det lige på grænsen. Der er dog en ting ved Rasmus Berg som irriterer mig grænseløst, nogle gange er han lidt en besserwisser og nærmest nedgør de andre en smule. Det er ikke et pænt træk.
Bogen er velskrevet i et letlæseligt sprog, med et fedt plot, der holder. En krimi hvor politiets arbejde er i fokus og hvor du kan regne med, at detaljerne er helt rigtige. Politiets arbejde skildres undervejs på både godt og ondt, der er konflikter alle steder, dog bliver der ind i mellem stillet nogle spørgsmål, som man syntes de ansatte burde vide svaret på, men omvendt giver det forfatteren muligheden for at forklare. Der er en spændende kobling mellem Irak og Danmark, handlingen foregår også i 2 spor og 2 tidsperioder, som flettes fint og overraskende sammen. Som bonus info, findes der bagerst i bøgen et persongalleri og en ordliste som forklarer diverse forkortelser, det kunne, med fordel, have været på de første sider. Jeg opdagede det faktisk først efter endt læsning og det er lidt synd.
Bogen får 4 (af 6) lakridspiber
Se mere her:
Forlag: Byens Forlag
ISBN: 978-87-94084-22-2
Forfatter: Arne Woythal
Titel: Skrædderen fra Bagdad
Sidetal: 321