”Tredive dages mørke” er skrevet af Jenny Lund Madsen. Udgivet af Forlaget Grønningen 1 den 14. september 2020.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: Den snobbede, drikfældige, ensomme og ovenikøbet skriveblokerede forfatter Hannah udfordres ved et skæbnens uheld til at skrive en krimi på 30 dage.
Hun rejser hovedkulds til Island for inspiration, hvor hun indlogerer sig hos den gæstfri Ella i en lille, fredelig by Húsafjöður. Men under overfladen i Húsafjöður er stærke strømme i bevægelse. Få dage efter Hannahs ankomst fiskes Ellas nevø Thor livløs op af vandet. Druknet. Thor var som alle de andre søn af en fisker, men han led af stærk hydrofobi. Det var almindeligt kendt, og Thor nærmede sig aldrig vandet … så hvordan kunne han drukne? Og var det bare en ulykke?
Hannah begynder at udforske dødsfaldet som en god start på sin klichékrimi, men trækkes snart ned i farlige hemmeligheder i Húsafjöður. I Island med sin kulde, sne og mørke finder Hannah fortiden gemt – men det er også her, hun aner en fremtid.
Det skrevne ord er i stand til mange ting. En bogs indhold kan bringe mange forskellige følelser frem hos læseren og det er blandt andet derfor, jeg læser bøger. Nogle bøger bringer glæde, nogle får læseren til at græde og andre vækker vreden, men fælles for dem alle, er at de oplyser læseren.
Lige præcis denne bog, ved jeg ikke om jeg helt forstår. En forfatter som skriver litteratur til et smalt publikum, udfordres til at skrive en krimi på tredive dage. Tredive dage, tænkte jeg… Det var godt nok ikke lang tid, men hun kommer i gang og historien ruller.
Det er, som sådan, ikke handlingen, plottet eller personerne i bogen, som jeg ikke forstår. Det er nærmere budskabet, tonen og den følelse jeg sidder tilbage med. Jeg føler der bliver taget godt og grundigt pis på den genre jeg holder allermest af. Igen og igen bliver krimigenren negligeret til noget andenrangs og noget alle kan skrive ”med venstre hånd”, det skal dog siges at bogens hovedperson skifter lidt mening undervejs, men alligevel giver hun stadig genren lidt modvind til slut. Under læsningen hang den følelse hele tiden lige under overfladen, og gjorde ikke noget godt for min læseoplevelse. Om det er mig der fuldstændig har misforstået konceptet, det ved jeg ikke. Men desværre ødelagte netop den stemning, meget.
Ser man lidt på bogens persongalleri, får man en anderledes hovedperson. Hun er ligeglad med alt og alle, kører sit eget show og jagter historien. Hvis ikke den undertone omkring krimigenren havde været til stede, ville jeg elske en person som Hannah. Hun er sig helt egen og står ved det.
At hensætte handlingen til Island med mørke og snestorm, passer perfekt til en krimi fyldt med hemmeligheder og fortielser. Jo mørkere det bliver og jo mere snestormen raser, jo værre bliver det. Der er beskrivelser så gode, at man næsten selv, er til stede. Man får en god historie, krydret med alt det en læser godt kan lide. Men denne læser, kunne ikke lide at krimigenren blev, i mine øjne, nedgjort.
Jeg vil rigtig gerne vide om jeg er helt på vildspor, om der er en slags humor jeg bare ikke forstår, for selvfølgelig ligger der en humoristisk undertone også. Jeg kan have misforstået hele pointen, men alligevel, vil jeg sidde med en ubehagelig følelse i kroppen. Men som jeg skrev tidligere, litteratur vækker følelser, også de grimme…
Bogen får 2 (af 6) lakridspiber
Se mere her:
Forlag: Grønningen 1
ISBN: 978-87-93825-59-8
Forfatter: Jenny Lund Madsen
Titel: Tredive dages mørke
Sidetal: 333
Helt enig i din anmeldelse. Jeg læste hele bogen trods min begyndende kvalme. Det er et stykke makværk uden anden pointe end at ff er en håbløs amatør.