”Kollaps” er skrevet af Thomas Rathsack. Udgivet af Politikens Forlag den 19. marts 2021.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: Langsomt kommer Plessner til bevidsthed. Det er mørkt, og han befinder sig i en havareret bil med blodet dryppende fra et sår i panden. Han aner ikke, hvor han er. På passagersædet sidder en livløs kvinde, og i en rygsæk finder han en harddisk og en håndfuld reagensglas med vandprøver. Over ham summer himlen pludselig af helikoptere. Lyskegler skærer sig igennem skoven. Instinktivt fornemmer han, at det ikke bare er et biluheld, han er vågnet op fra, men en menneskejagt. Og at han selv og kvinden er byttet.
Plessner er blevet kontaktet af en kvinde fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Hun har tilbudt ham et anseeligt beløb for at tage til det nordlige Rusland og afholde et overlevelseskursus for en samling prominente rigmænd – og ved samme lejlighed hjembringe en særlig genstand fra det fjerne russiske område. Plessners mavefornemmelse bød ham egentlig at sige nej til opgaven, men hans ubændige eventyrlyst og en flad tegnebog har gjort, at han har trodset rationale og instinkt.
”Kollaps” er femte bind i Thomas Rathsack´s serie om den tidligere jægersoldat Michael Plessner. De forrige hedder: ”Shadow army” (2011), ”Sort daggry” (2013), ”Dødemandsbugten” (2015) og ”Djævlens døtre” (2018).
Når manden der selv har set krigens grimme fjæs, skriver en bog, ved man det bliver vildt og at man får nogle detaljer, som måske kan ryste lidt op i opfattelsen af jægersoldatens liv. For hvis du tror de er flokken der lader sig falde ned fra himlen, i en majestætisk bue med en faldskærm, og efter landing på jorden, klarer alle fjender med et snuptag, så tager du fejl.
Når man læser denne serie, får man et lille indblik i jægersoldatens liv, her fortalt gennem Michael Plessner, der er tidligere jægersoldat og nu faktisk bare prøver at holde sammen på sig selv. Det er ikke nemt at leve i den virkelige verden, når man har set helvede på jord.
I denne bog får Michael Plessner en, tilsyneladende, nem opgave, men hurtigt viser det sig at opgaven måske ikke er så ligetil og Michael Plessner, der er lidt rusten i formen, må grave dybt og vise hvad han kan og hvad han er lavet af. Jeg elsker den her slags bøger. Der er skåret ind til benet, du får tingene råt for usødet og der er fuld fart på handlingen. Når man tænker, at nu kan det ikke blive værre, så eksplodere et eller andet – der er action pakket ind i hele handlingen og man inviteres hele tiden til at læse videre, og videre. Men man tvinges, under læsningen, også til at tænke lidt over miljø og natur og hvordan fortidens opbevaring af diverse giftstoffer kan føre til en katastrofe for naturen. En keminørd som jeg, elsker at der kommer lidt laboratoriearbejde ind i handlingen og det virker troværdigt, om end nogle af processerne måske er speedet lidt op.
Eneste minus er, at kvinderne der optræder i bogen, tænker og opfører sig som mænd. Det ville klæde historien hvis kvinderne blev lidt mere kvindelige, lidt mere runde.
Er du til fuld fart, høj spændingskurve og en vild historie, med noget på hjerte, så er denne helt sikkert noget for dig.
Bogen får 5 (af 6) lakridspiber
Læs mere her:
Forlag: Politikens Forlag
ISBN: 978-87-400-5793-5
Forfatter: Thomas Rathsack
Titel: Kollaps
Sidetal: 308