”Natsangeren” er skrevet af Johanna Mo. Udgivet af Lindhardt og Ringhof den 16. februar 2021.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: Politiefterforsker Hanna Duncker har ikke været tilbage på sin barndomsø Öland i seksten år. Ikke siden det, der skete med hendes far Lars. Men nu er han død, og på trods af sin brors advarsler er hun vendt hjem for at bosætte sig og arbejde ved Kalmar politi.
På sin første arbejdsdag kastes hun hovedkulds ud i en tragisk sag, hvor en teenagedreng bliver fundet død ved øens store naturområde Alvaret. Pludselig står hun midt i en mordefterforskning, og sammen med sin makker Erik Lindgren må hun stå ansigt til ansigt med flere spøgelser fra sin fortid. Det bliver tydeligt, at ikke alle er begejstrede for at se Lars Dunckers datter tilbage på øen, og Hanna har en snigende fornemmelse af, at nogen holder øje med hende. Har det noget med efterforskningen af drengens død at gøre eller med sagen mod hendes far?
”Natsangeren” er første bind i en serie der kaldes Ölandserien.
Første bind i nye serier er altid spændende, er det nu noget for mig, kan bogen det bagsideteksten lover, bliver det kærlighed ved første blik, eller måske først ved andet blik?
Når en familie bliver forbandet, er et af temaerne i denne bog. Hanna Düncker´s far er dømt for en forbrydelse, som aldrig bliver glemt, i det lille samfund, og det klæber også til hans datter. Hun må gang på gang forklare, at hun ikke er sin far, men i små samfund glemmes der aldrig og du er din familie, uanset om du vil eller ej. Det bliver hårdt arbejde for Hanne Düncker at blive fri, og der lægges op til mere i bog nummer to.
Den purunge dreng Joel, der findes dræbt, fortæller sin historie i kapitler sideløbende med opklaringen af netop hans død. Hvor ville jeg ønske at hans historie var blevet fortalt baglæns, at det vi får af vide til sidst, var blevet afsløret tidligere i historien. Det ville have givet så meget mere kant og ville passe perfekt til samfundsdebatten. Jeg syntes desværre vi ender med en omgang snik snak uden substans og det gør historien langtrukken.
Emnet sorg kommer man ikke udenom, en familie oplever deres livs værste mareridt – at miste et barn. Den mors fortvivlelse går lige i hjertet, og man føler dybt med hende. Dog bliver det lidt for meget, når alle mennesker i persongalleriet, har et eller andet skelet i skabet, eller et eller andet problem. Det bliver ligesom lidt for mange problemer og dilemmaer på en gang, jeg kunne i alt fald godt blive lidt forpustet over alle de ulykkelige skæbner.
Bogen er fuld af smukke miljøbeskrivelser og jeg er sikker på at området hvor historien foregår, er utrolig fascinerende. Sproget er letlæseligt og hele historien er til dig, der elsker krimier hvor relationer mellem mennesker er meget i fokus.
Bogen får 3 (af 6) lakridspiber
Se mere her:
Forlag: Lindhardt og Ringhof
ISBN: 978-87-11-98984-5
Forfatter: Johanna Mo
Titel: Natsangeren
Original titel: Nattsangaren
Oversat af: Charlotte A. E. Glahn
Sidetal: 412