”Låst” er skrevet af Anne Mette Kirk. Udgivet af People´s Press den 22. januar 2021.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.
Fra bogens bagside: Da nat bliver til morgen i København, findes 24-årige Clara efterladt i en blodpøl på toilettet på en natklub. Hun har voldsomme hovedskader og svæver i livsfare. Hvordan er en festlig sommeraften i byen endt så brutalt?
Politiassistent Marc Abildgaard indser hurtigt, at forbrydelsen mod Clara er begået med så målrettet et had, at hun næppe er et tilfældigt offer.
Mens Clara kæmper for sit liv på Rigshospitalet, kæmper personerne i hendes omgangskreds for at redde sig selv. Hver især gemmer de på en pinefuld historie. Selv offeret Clara vogter over en mørk hemmelighed.
Dette er Anne Mette Kirk´s anden spændingsroman med betjenten Marc Abildgaard som gennemgående karakter. Den første bog hedder ”Knust”.
En gruppe unge mennesker, med de problemer livet byder på og de bump på vejen der automatisk kommer, nogle af dem har bare lidt flere bump på vejen end andre. Da jeg startede med at læse, strejfede tanken mig – ”Er jeg måske lidt for gammel til den her slags litteratur”? Jeg blev kastet tilbage til bøger jeg læste da jeg var 14-16 år gammel, eller deromkring, der var masse af ungdomslitteratur på skolebiblioteket og jeg havde en fest. Der var personer man kunne spejle sig i, og man kunne læse sig lidt klogere på den der ungdom… Men jeg læste videre i ”Låst” og valgte, at jeg ikke var for gammel (smil) og der udfoldede sig en historie, hvor katalysatoren er, overfaldet på Clara. Det giver startskuddet til en stribe hemmeligheder og fortielser må se dagens lys. Der skal indrømmes ting for sig selv, men også for gruppen.
Anne Mette Kirk er eminent til personskildringer, vi ser menneskerne i jeg form, og dem alle indefra, det bevirker at man kommer helt tæt på og det giver en nærhed og nerve, som giver noget ekstra til historien. Det er en historie som rammer plet, i forhold til den aktuelle debat om #metoo og samtykkeloven.
Krimidelen og politiarbejdet står Marc Abildgaard for, han er historiens superhelt, og må helt sikkert være en superhelt på speed, da han nærmest ikke sover, i alt den tid opklaringsarbejdet står på, det virker lidt skørt, da det er svært at fungere på 4. døgn uden nattesøvn. Selve opklaringen af forbrydelsen (der kommer ingen spoiler) er lidt en tynd omgang og jeg forstår stadig ikke helt hvordan, så har du læst, må du gerne skrive til mig. Jeg syntes der mangler noget, det virker lidt for søgt for en kriminørd og jeg undrer mig over hvordan…
Historien har korte kapitler, hvor det er forskellige personer, der får taletid, i hvert kapitel. Det er nemt at følge med og det giver historien et naturligt drive, da man jo altid kan læse et kapitel mere. Men det er personerne og deres skæbner der driver værket og ikke krimidelen, jeg syntes plottet falder lidt til jorden, som skrevet tidligere, da opklaringen virker lidt spøjs, men det i min optik.
Er du til hardcore spænding, er det nok ikke lige bogen for dig, men er du vild med personer som rækker ud af bogens sider, vil du elske denne her.
Anne Mette Kirk fortæller, at der er mere om betjenten Marc Abildgaard på vej, og at han, næste gang, rykker et andet sted hen
Skulle jeg give lakridspiber for handlingen, uden opklaringens-kikset til slut, ville karakteren være et par piber højere, men da jeg ikke syntes det helt fungere, bliver antallet af lakridspiber derefter…
Bogen får 3 (af 6) lakridspiber
Se mere her
Forlag: People´s Press (Efter 1 februar 2021 hedder de People´s)
ISBN: 978-87-7200-675-8
Forfatter: Anne Mette Kirk
Titel: Låst
Sidetal: 345