Falkeblik

”Falkeblik” er skrevet af Tommy Thorsteinsson. Udgivet af Superlux den 11. januar 2021.

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget. Anmeldelsen påvirkes ikke heraf, den er helt og holdent et udtryk for mine meninger og holdninger om bogen.

Fra bogens bagside: Det er sensommer i Danmark, og gaderne summer af liv. Anna Blaafalk åbner sin hoveddør. Udenfor står en kvinde, der er kommet for at gøre op med fortiden.

Et dobbeltmord i Hamborg trækker tråde til terrorlederen The Tailor, manden bag angrebene i København i 2016. PET modtageralarmerende efterretninger fra Tyskland. Danmark er tilsyneladende målet for The Tailors terrorplaner, og han er allerede ankommet. Samtidig kidnappes to teenagere i henholdsvis København og Odense. Efterforskernes blod fryser til is, da de opdager, at deres tidligere kollega, det løsgående missil Sara Berg, står bag.

Drabschef Victor Bachs team bliver ufrivilligt parret med Anders Axelsens nye enhed. Med ekspertbistand fra NC3 og Dieter Wolf får de en altoverskyggende opgave. At opspore og eliminere terrortruslen.

Anna, føler sig tilsidesat, da hun sættes på Napoleonssagen. En coldcase, der blandt andet omhandler et uopklaret drab. Alle troede, at historien om Napoleon var opstået blandt eleverne på politiskolen. Legenden fortæller om Napoleon, at han er en korrupt betjent, der styrer det københavnske narkomarked med hård hånd. Pludselig eskalerer sagen, og Anna må se i øjnene, at Napoleon eksisterer, og at han måske er tættere på, end hun aner. Men det skal vise sig, at alt bliver endnu værre! Falkeblik er tredje bind i den anmelderroste serie om Anna Blaafalk og efterforskerne i afdelingen for personfarlig kriminalitet.

“Falkeblik” er tredje del i serien om Anna Blaafalk og efterforskerne i afdelingen for personfarlig kriminalitet. De to foregående hedder “Ensom ulv” og “Havhvepsen” anmeldelser af disse findes ved at klikke på titlerne.

Anna Blaafalk er ved at komme sig efter en ulykke og er startet på arbejde igen. Hun har ikke haft det for nemt i de foregående bøger. Men Anna Blaafalk er sej og en rigtig fighter. Anna Blaafalks opgave bliver, at forfølge et spor om en myteperson ”Napoleon” det skulle være en person, ansat i politiet, som styrer narkounderverdenen. Om det bare er en god vandrehistorie eller der er sandhed i historien… Det er en spændende historie i historien.

Anders Axelsen kommer på en helt anden opgave for i Falkeblik rammer et terrorangreb Danmark, en kending fra de forrige bøger ”Ensom Ulv” og ”Havhvepsen” The Tailor, møder vi, i denne historie, for fuld udblæsning. Der er hæsblæsende og vanvittig vild fart på terrorsporet og siderne vender sig selv, næsten hurtigere end man kan læse. Jeg syntes, det er noget af en bedrift at holde det høje spændingsniveau, en hel bog igennem, det lykkes til fulde og man er perfekt underholdt..

Heldigvis er computernørden Dieter også med i denne bog. Han er fantastisk – klog, velklædt, et mega geni og har sine helt egne vendinger, små sprogblomster som får læseren til at trække på smilebåndet. Jeg er vild med nørder og Dieter er en sand nørd og pragtfuld.

Bogen er skrevet i et almindeligt sprog, dog finder man, her og der, nogle vendinger som generer mit øje, måske er det kun mig der bliver irriteret, men nogle sproglige vendinger, bliver nogle gange lidt for selvopfundne, efter min mening.

Alt i alt er det en bog, og en serie, der underholder, der er spændende, der har fuld fart på og som er skrevet af en forfatter, der forstår at skrue en fantasifuld historie sammen. Er du til fart og spænding – er dette helt sikkert noget for dig.

Der er fuld fart på, så sæt dig tilbage og nyd turen gennem opklaringen af vilde forbrydelser…

Bogen får 4 (af 6) lakridspiber

Se mere her

Forlag: Superlux

ISBN: 978-87-93796-68-3

Forfatter: Tommy Thorsteinsson

Titel: Falkeblik

Sidetal: 327

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *