Sommerferie-læsning 2020

Denne sommer bliver sikkert anderledes for mange af os pga Corona, men de gode bøger kan tages med, uanset hvor vi tager hen.

Jeg har samlet en lille stak af bøger der er udkommet i 2020 og som kan læses både på stranden i solen eller på sofaen hvis man møder en regnvejrsdag. Det er bøger jeg har givet et højt antal lakridpiber og de afspejler min smag og hvad jeg syntes om.

Den første bog i stakken som jeg vil anbefale, er Inger Wolf´s nyeste udgivelse “Hævnen”. Jeg er mega begejstret for hele Inger Wolf´s forfatterskab og har man ikke stiftet bekendtskab med hende endnu, kan man starte med denne serie som har den overordnede titel Pyromanen – serien tæller 3 bøger, de foregående hedder “Sorger” og “Giften” Her får du både forbrydelse og indsigt i et skadet sind – det er genial krimi.

Hele serien om Kim Stone er fantastiske bøger. Denne “Døde vidner” af Angela Marsons, taler virkelig til det jeg kan lide ved krimi. Lokationen er præcis så grum, som det kan blive, og du får seriemord og klog opklaring. Bogen er ikke for sarte sjæle men har alligevel et hjerteskærende budskab.

“Efterårssorg” af Anders de la Motte er bog nummer to i en serie han kalder Skånekvartetten. Det eneste som binder bøgerne sammen er lokationen og at de er psykologiske med en eller anden familietragedie. Jeg var fuldstændig betaget af denne bog og anbefaler den til alle. Der er ingen blod og vold, men den er psykologisk spændende – en rigtig pageturner.

Hvis du elsker bøger med smukt sprog, er det David Garmark du skal have fat i. Han kan noget helt specielt med sproget… “Sort arv” gemmer på en familiehemmelighed, det er en bog som er dyster og spændende på sin helt egen måde.

“Pitbull” af Anne Mette Hancock er krimi fyldt med vigtig temaer. Her bliver du ført fra Kbh til Sønderjylland og gennem opklaringen af en barsk forbrydelse. Handlingen twistes de helt rigtige steder og lader læseren gætte med.

Det skal ikke alt sammen være hard core krimi og når jeg holder pause fra det, er Elly Griffiths en af de forfattere jeg syntes skriver hyggelige krimier. Hendes serie om Ruth Galloway tæller seks bøger på dansk og de indeholder alle en historisk ting kombineret med en forbrydelse.

Sidste sommer læste mange “Vinterland” denne sommer skal I læse efterfølgeren “Satans sommer”. Kim Faber og Janni Pedersen forstår at smede en krimi som du ikke slipper før du er nået til sidste side. Her får du forbrydelse og politiarbejde krydret med familieliv.

Rigtig god sommer til jer alle…

I øvrigt, I som har læst om projekt “Forfatteren i min stue” – det projekt gennemføres senere, når vi alle er trygge ved at være sammen med hinanden og Corona er smuttet ud af universet… Jeg glæder mig og håber at I er et par håndfulde som har lyst til at besøge mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *